Bogbranchelex

Written by Boghandlerforeningen on . Posted in Boghandel – af mursten, Netboghandel, Bogmarkedsføring generelt

  • Boghandlerforeningen
    • Brancheforening for landets boghandlere. Foreningen har 306 medlemmer inkl. butikker, der er medlemmer i branchens kapitalkæder eller frivillige kædesamarbejder. Foreningen står for driften af BogInfo, ForlagOnline, BiBi samt levering af metadata til Bogportalen, dataabonnementer til brug for internet‐ boghandlere og andre eksterne systemer samt en række it‐ydelser til boghandlerne.
  • BogInfo‐basen (herefter BogInfo)
    • BogInfo ejes af Boghandlerforeningen og har en redaktion (BogInfo‐redaktionen, herefter Redaktionen) på fire medarbejdere, som dagligt indsamler og redigerer information om danske bøger. Informationerne sammensættes af mange elementer, der bl.a. indsamles fra de danske forlag og kombineres med data fra DBC. Medio juli 2013 indeholdt BogInfo informationer om godt 400.000 danske udgivelser samt knapt 42.000 udenlandske udgivelser og varenumre af ikke-boglig karakter fra ca. 14.000 forlag. Heraf har godt 400 indgået aftaler med Boghandlerforeningen om ordreformidling iflg. afsnittene om BiBi og Bogportalen, og andre godt 1.000 forlag har ekspedition hos DBK eller NBC.
      BogInfo rummer oplysninger om danske bøger siden 1990 og er den mest omfattende database til kommercielt brug med kombinerede bibliografiske og kommercielle oplysninger om danske bøger.
  • BiBi – Boghandlernes Informations‐ og Bestillingssystem
    • Informationerne i BiBi kommer fra BogInfo. BiBi er et informations‐ og bestillingsværktøj udviklet og ejet af Boghandlerforeningen.
      BiBi blev etableret som et business‐to‐business værktøj i foråret 2001 og har siden juli 2003 fungeret som boghandlernes vigtigste værktøj til at søge informationer og afgive bestillinger på danske bøger. BiBi vil gradvist blive udfaset i takt med at alle informationer fra BogInfo samt de funktioner, der findes i BiBi, bliver tilgængelige for abonnenterne i Bogportalen. Opdateringen af BiBi foregår om natten, rettelser der er foretaget i BogInfo vil således først være synlige det følgende døgn.
  • Bogportalen.dk
    • Er en business‐to‐business ordreportal, der ejes i fællesskab af NBC og DBK.
      Bogportalen blev grundlagt i efteråret 2006.
      Som udgangspunkt er det gratis for de to ekspeditioners kunder, boghandlere og andre forhandlere, at benytte Bogportalen. Den gratis adgang gælder basisinformationer om bøger og varer, der ekspederes af DBK, NBC, Dafolo eller Erhvervsskolernes Forlag, samt udenlandske titler fra grossisten Bertrams.
      Det er muligt at bestille og få adgang til informationer om bøger, som ekspederes af andre end de tidligere nævnte ekspeditioner. Man skal blot tegne et BogInfo‐ abonnement hos Boghandlerforeningen.
  • BiBop
    • BiBop er en applikation, der er udviklet af Boghandlerforeningen (Boghandlens IT) for at give de abonnerende boghandlere adgang til supplerende informationer og funktioner i Bogportalen. BiBop og Bogportalen giver sammen boghandlerne samme redskaber som BiBi. Med BiBop kan boghandlerne i Bogportalen f.eks. tappe data til egne administrative systemer, udskrive div. speciallister, søge på udvidede informationer om forlag, boglader og ekspeditioner. Endelig er der mulighed for, via et modul med andre funktioner end dem Bogportalens gratis del tilbyder, at administrere sin egen prispolitik. Funktioner der alle er kendt fra BiBi.
  • Ekspedition
    • Egen ekspedition
      Begrebet anvendes i tilknytning til de forlag, der selv varetager lagerføring, distribution m.v. af deres udgivelser.

    • Forlagsekspedition
      En virksomhed der lagerfører og distribuerer bøger på vegne af de forlag, der ikke selv ønsker at varetage disse opgaver.
  • ForlagOnline.dk
    • ForlagOnline er forlagenes indgang til BogInfo. Forlagene kan indtaste oplysninger om nye udgivelser samt vedligeholde eksisterende data om sine udgivelser.
      Oplysninger valideres og/eller korrekturbehandles af Redaktionen inden de overføres til BogInfo.
      Det er gratis at anvende ForlagOnline, men det kræver en brugeradgang, der tildeles af Redaktionen.
      Alle forlag kan uanset deres ekspeditionsforhold anvende ForlagOnline. Afhængig af ekspeditionsforholdet vil der dog være nogle oplysninger, som ikke kan redigeres via ForlagOnline.
  • Hvem gør hvad?
    • Redaktionen sørger for korrekturlæsning og godkendelse af alle de indkommende data og efterfølgende indlæsning til BogInfo.

    • For bøger, der ekspederes af forlaget selv eller hvor forlaget har aftaler med andre forlagsekspeditioner end DBK, NBC, Dafolo eller Erhvervsskolernes Forlag, opretter og redigerer det enkelte forlag principielt selv sine udgivelser via ForlagOnline.
      Inden data indlæses i BogInfo, bliver de korrekturlæst af Redaktionen.

    • For bøger, der ekspederes via de ovenfor nævnte ekspeditioner, opretter og redigerer det enkelte forlag principielt selv de nødvendige informationer om udgivelserne og kontraktvilkår i Bogportalen.
      Bogportalen overfører informationerne om disse udgivelser til Redaktionen, hvor der foretages en omfattende validering og evt. egentlig korrekturlæsning af data inden de indlæses i BogInfo.
  • Sådan får man adgang til ForlagOnline:
    • Indledningsvis skal forlaget udfylde et oplysningsskema med generelle oplysninger om forlaget samt standardvilkår ved handel med boghandlerne. Oplysningerne indgår i BogInfos adressedatabase og danner bl.a. grundlag for individuelle tilpasninger af ForlagOnline.

    • Når forlagets oplysninger er registreret, dannes der brugernavn og adgangskode til de personer, som forlaget har bedt om i oplysningsskemaet. Koderne sendes af sikkerhedsmæssige hensyn pr. brev.

    • Forlaget begynder via ForlagOnline arbejdet med registrering af eller vedligeholdelse af data. Alle rettelser der laves på arbejdsdage inden kl. 14.00, vil blive behandlet af Redaktionen samme dag inden de indlæses i BogInfo.

    • BogInfo‐redaktionen sørger for overførsel af data til Bogportalen.
  • Hvornår bliver forlagets titler vist i Bogportalen?
    • Når vi har aftale med forlaget om automatiseret ordreoptagelse – enten direkte med forlaget eller forlagets ekspedition, vil alle nye data om forlagets udgivelser automatisk blive overført til Bogportalen. Overførslen dannes umiddelbart efter Redaktionens godkendelse af data, og de nye data vil blive synlige i Bogportalen ganske kort tid efter denne overførsel. I de fleste tilfælde inden for ca. ½ time afhæng af belastningen på de forskellige systemer hos BogInfo såvel som Bogportalen.

    • Har forlaget eller dets ekspedition ikke en aftale om automatiseret ordreoptagelse, vil oplysningerne om dit forlag og dets udgivelser automatisk indgå i data til BiBi, hvor de vil være synlige for brugere af BiBi døgnet efter indlæsningen i BogInfo. Desuden vil de være til rådighed for de internetboghandlere, der har tegnet abonnement på BogInfo. Derimod sker der på nuværende tidspunkt ikke en automatisk overførsel til og visning i Bogportalen. På sigt vil alle danske forlæggeres udgivelser blive overført til Bogportalen. Det er et omfattende stykke arbejde, og vi arbejder efter en prioriteret liste, der ser sådan ud:

      1) Forlag hvor vi ikke har aftale om automatiseret ordreoptagelse, men i øvrigt har ajourførte oplysninger om handelsvilkår og forlaget bruger ForlagOnline.

      2) Forlag hvor vi endnu ikke har et samarbejde.

    • En ændring fra disse to grupperinger forudsætter alene, at vi indgår en aftale om automatiseret ordreoptagelse, eller at forlaget lader sig ekspederer på en forlagsekspedition med en aftale. Prioriteringen er udarbejdet ud fra boghandlernes behov, der tilsiger, at forlag, der ønsker et tæt og godt samarbejde, skal have første prioritet. Der er da også til stadighed forlag og ekspeditioner, som ønsker et tættere og mere formaliseret samarbejde.
  • Nationalbibliografien
    • »Nationalbibliografien defineres som fortegnelser over dokumenter, der udgives eller er blevet udgivet i et land. Den kan omfatte dels retrospektive bibliografier, dels løbende bibliografier over nyudgivne dokumenter.«
      Læs evt. mere her: http://www.kb.dk/da/kb/service/nationalbibliografi/
      Nationalbibliografien omfatter bl.a. Dansk Bogfortegnelse, udarbejdes af Dansk BiblioteksCenter (i daglig tale DBC) på vegne af Det Kongelige Bibliotek.
      Registrering og opbevaring af nationalbibliografiske data er finansieret af Kulturministeriet.

    • Dansk Bogfortegnelse registrerer ikke alle de kommercielle oplysninger om f.eks. pris, handelsvilkår, aktuel ejer og ekspedition, der findes i BogInfo. Derimod er bogfortegnelsen den mest komplette fortegnelse over bibliografisk information om udgivne danske bogudgivelser, med faktuelle oplysninger hentet fra udgivelsens titelblad og kolofon om hver enkelt udgivelse.
  • Ordreoptagelse fra boghandlernes systemer
    • Forlag kan indgå en aftale med Boghandlerforeningen om en tilslutning til BogInfos system til ordreoptagelse. Når der er sådan en aftale, kan boghandleren nøjes med at skrive et antal og trykke på bestil BiBi og Bogportalen. Det er en væsentlig administrativ lettelse frem for manuelle bestillinger f.eks. via forlagets website, afsendelse af e‐mails, telefaxer, breve eller telefonisk kontakter.
      Mange internetboghandlere vil ofte vælge helt at undlade at tilbyde sådanne udgivelser til deres kunder, da de finder det for byrdefuldt at håndtere forlag uden automatisk ordreoptagelse.
  • Retur og ombytning
    • Ved retur får boghandleren penge retur. Ved ombytning byttes der til andre bøger.

    • Ombytning
      Når forlaget tilbyder ombytning, er der tale om at boghandleren kan sende visse titler tilbage og få dem erstattet med andre fra forlagets lager. Forlaget skal have et bagkatalog af en vis størrelse, for at det er meningsfyldt at tilbyde ombytningsordninger. De nærmere betingelser for ombytning er meget varierende fra forlag til forlag og afspejler forlagets handelspolitik.

    • Retur
      Når forlaget tilbyder retur, betyder det at boghandleren kan sende de modtagne og betalte bøger tilbage til kreditering. De nærmere betingelser for returen er meget varierende fra forlag til forlag og afspejler forlagets handelspolitik.
      Købelovgivningen forudsætter at boghandleren altid kan returnere en bog, der er beskadiget ved modtagelse, eller hvor det senere viser sig at den er fejlbehæftet (siderne mangler, kommer i forkert rækkefølge, bogblokken er vendt omvendt i forhold til omslaget osv.).
  • Abonnementer hos Boghandlerforeningen
    • BogInfo‐abonnement
      BogInfo‐abonnementet giver adgang til at søge i de udvidede og redigerede data i Bogportalen. Desuden giver det adgang til at anvende BiBop og BiBi – indtil tjenesten lukker.
      Alle boghandlere kan uanset medlemskab af Boghandlerforeningen tegne et BogInfo‐abonnement. Ca. 260 boghandlere har et BogInfo‐abonnement medio juli 2013.
      Man kan tegne abonnement på BogInfo uden samtidig at tegne et BiBi‐abonnement. Abonnementsprisen afhænger af antallet af aktive brugerkonti i Bogportalen og begynder ved 804 kr. ekskl. moms pr. måned. Medlemmer af Boghandlerforeningen får en rabat.

    • BiBi‐abonnement
      Alle boghandlere kan uanset medlemskab af Boghandlerforeningen tegne et BiBi‐ abonnement.
      Abonnementet giver samtidig et BogInfo‐abonnement. Ved tegning af abonnement på BiBi bliver der installeret et lille program på boghandlerens pc (eller pc’ere). Installationen har en særskilt engangspris på 3.000 kr. Abonnementsprisen er den samme som for BogInfo‐abonnementet.

    • Data‐abonnement
      Abonnement på metadata til brug i administrative systemer og/eller web‐butikker af enhver slags.
      Abonnementet giver adgang til metadata fra BogInfo, dvs. data om alle de cirka 400.000 udgivelser. Abonnementet er uafhængigt af medlemskab af Boghandlerforeningen. Abonnementet skræddersys, så det passer til den pågældende boghandels behov, uanset om der er tale om et alment marked, et nichemarked eller administrative systemer.

© BogInfo-redaktionen, juli 2013

Tags: , , , , , , , , , ,