Distribution af papirbøger til boghandlerne

Written by Karsten Pers on . Posted in Selvudgivelse, Papirbog – Print On Demand, Papirbog – Oplag, Boghandel – af mursten, Netboghandel

Der er grundlæggende to måder at distribuere sine papirbøger til boghandlerne:

  1. Distribution via branchens tre lager- og distributionsvirksomheder
  2. Egendistribution

Med disse to metoder bliver dine titler oprettet i boghandlernes fælles bestillingssystem, sådan at boghandlerne kan slå dine bøger op ude i alle butikker og bestille dem – enten hos distributøre eller direkte fra dig selv/dit forlag.

Distribution via branchens tre lager og distributionsvirksomheder

Der findes i Danmark to store gamle bogdistributører, DBK og NBC, og en ret ny spiller Dafolo. De driver kæmpe lagre med millioner af bøger fra størstedelen af danske forlag – og også selvudgivere med eget firma. De distribuerer bøgerne til alle landets boghandler med daglige forsendelser på baggrund af de ordrer boghandlerne lægger ind i det fælles it-system Bogportalen.

Du kan indgå aftale med hvem af dem du foretrækker om at varetage lager og distribution for dig, og de klarer så alle transaktioner med boghandlerne (både fysiske butikker og netboghandler). For det tager de et gebyr/procent pr. bog samt en række gebyrer for lagerstørrelse m.m. Og de afregner samlet med dit forlag en gang om måneden (tre måneder forskudt!). I praksis skal man herefter ingenting gøre selv for den løbende distribution, men man bør kigge bilagene efter.

De tre tilbyder lidt forskellige services, priser m.v. og de begår også alle fejl. Efter hvad jeg har hørt har de store forlag hver afsat ca. en halvtidsstilling til at kontrollere afregninger og bilag fra distributørerne for fejl…  Typisk ligger omkostningen på 8-10% af bogens vejl. udsalgspris. Og du fritages så for at have eget lager og for al praktisk arbejde med distribution. Du skal blot levere bøgerne til lageret og oprette nye titler i Bogportalen. De stam-informationer som findes om bøgerne på netboghandlerne er trukket direkte fra Bogportalen. DBK – www.dbk.dk NBC – www.nordisk-bog-center.dk Dafolo – www.dafolo.dk

Egendistribution

Men der er også en helt anden mulighed, nemlig Egendistribution gennem Boghandlerforeningen. Gennem Boghandlerforeningen kan man blive oprettet i deres systemer. Faktisk er det sådan at når man udgiver med ISBN-nummer og pligtafleverer til DBC, så vil Boghandlerforeningen automatisk få data om dine titler, og du skal primært tilføje information om handelsbetingelser.

Med denne ordning vil du så modtage en mail pr. dag du har fået ordrer ind, og du skal så selv sende bøgerne og faktura til hver boghandler. Det er mere tidskrævende og portotungt end gennem DBK, NBC og Dafolo, men hvad der kan betale sig lader jeg dig selv vurdere. Jeg hører meget gerne erfaringer i kommentarfeltet herunder! Du kan blive oprettet med Egendistribution ved at henvende dig til Boghandlerforeningen på ddb@bogpost.dk , og de vil sende dig en mail med intro og forklaringer. Eller ring på telefon 3254 2255.

Boghandlerforeningen – www.boghandlerforeningen.dk

 

Tags: , ,

Karsten Pers

Karsten Pers

Karsten er sammen med Abelone Glahn stifter af NewPub. Har udgivet på L&R og People's Press og været selvudgiver siden 2004. Rådgiver i at skrive nyttige fagbøger, i selvudgivelse, start af eget forlag, brugerinteraktion m.m. Holder oplæg og inspirationsmøder om New Publishing. Se mere på www.forlagetmondo.dk