Professionelt design understøtter dit budskab – og dit salg

Du har sikkert brugt mange timer og kræfter på at lave et perfekt og professionelt indhold til din bog. Du er blevet ekspert, hvis du ikke allerede var det før, i netop det emne, du skriver om. Med et professionelt designet omslag og med et velstruktureret og korrekt layout understøtter du den professionalitet, der ligger bag alle ordene, graferne eller billederne i din bog.
En god grafiker og evt. bogtrykkeren, kan give dig gode råd til, hvilket format bogen skal have. Her tænker jeg på størrelsen af selve den fysiske bog. Der findes nogle gode standardformater – men måske har din bog et særligt formål, som fordrer et andet format. Skal din bog trykkes i offset-trykmaskine, kan det være fordelagtigt prismæssigt at tilpasse formatet og sideantallet til de arkstørrelser, som trykkeriet kører med som standard. Så kan du spare papir og dermed penge på den tryktekniske produktion.
Der er typografiske regler, som er til for at gøre det optimalt for læseren at bruge og læse din bog. Det er som regel en god idé at følge disse regler. Samtidig er der mange ting, man skal være opmærksom på i forhold til placering af ISBN nr., stregkode, titler, kolofon, margenforhold, pagina osv. Dertil kommer spørgsmål om hvilke skrifttyper, du bør anvende i forhold til din målgruppe, størrelsen på skriften, placering af billeder og billedtekster og tilretning af evt. grafik, så det fremstår optimalt i den færdige bog. Alt dette kan en professionel grafiker rådgive dig om, og du kan sikre dig, at slutresultatet bliver lige så  professionelt som indholdet i sig selv.

Omslaget sælger din bog

Er du ny på markedet, kan det være svært at trænge igennem og få opmærksomhed både hos boghandleren og i sidste ende hos din læser. Der udgives mere end 10.000 nye titler i Danmark hvert år (STATISTISK ÅRBOG 2012, Danmarks Statistik). Det er én af årsagerne til, at det er vigtigt at skille sig ud. Det gælder i første omgang dit omslag. Får bogen ikke opmærksomhed ved første øjekast, så er der stor sandsynlighed for, at den aldrig får det. Bogomslaget skal være designet, så du rammer præcis din målgruppe. Tænk hele tiden på, hvem det er du skal sælge din bog til. Både når du skriver, når du få lavet omslag og design generelt.