Drømmen om forlagsredaktøren – muligheden af freelance

Mange forfattere – ikke mindst skønlitterære – lægger stor vægt på tilknytningen til ”deres” redaktør. Mange, på vej med deres første bog, forestiller sig at de ved at få deres manuskript antaget til udgivelse på et forlag opnår en tilknytning til en redaktør, som vil og kan gøre noget særligt for dem.

Der er ingen tvivl om at den rigtige redaktør og sparringspartner kan være meget værdifuld for udviklingen af en god bog, og en meget positiv oplevelse i ens proces med at skrive og færdiggøre sit manuskript. Ingen tvivl om at redaktion og sparring som sådan er meget vigtigt. Men det er værd at bemærke, at der er mange redaktører, der arbejder freelance, også blandt dem forlagene benytter. Og dem kan man som forfatter og evt. selvudgiver hyre til opgaven lige så godt som forlagene kan.

Vælger du freelance-modellen betyder det naturligvis at du selv skal betale for assistancen, men så har du også den fordel, at du kan skifte redaktør, hvis du ikke synes, samarbejdet spiller med den du har fundet.

Blandt fagbogsforfattere er der ganske mange, som næsten ikke benytter den redaktør forlaget stiller til rådighed – simpelthen fordi redaktøren intet aner om det specifikke fagområde eller om målgruppen for bogen. Forfatteren oplever i det store hele redaktøren som en klods om benet. Men resultatet kan til gengæld nemt blive en bog, der ikke har fået det med- og modspil, der behøves for at den bliver fremragende.

Omvendt er der også førstegangsforfattere af fagbøger, som lader sig forlede af redaktørens bogfaglige autoritet og ender med at udgive en bog, som redaktøren har forsøgt at gøre forståelig for sig selv og et bredt publikum, fremfor at lade den være den nichebog den var tænkt som.

Alt dette er kun sagt for at anbefale, at du ikke drømmer for meget, men underkaster dit samarbejde med en redaktør et realitycheck.

De forfattere der har fået den helt rigtige redaktør af deres forlag, vil til gengæld også være meget tilbøjelige til at afstå mange andre glæder og indtægter, for at kunne fastholde det lykkelige parløb.