Hvorfor jeg valgte at udgive min 2. bog selv!

I 2012 udgav jeg en fagbog selv. Jeg havde kastet mig ud i projektet, uden at vide helt præcist hvad det indebar af omkostninger både i tid og penge!

Jeg har tidligere udgivet en fagbog “Din guide til positivt selvværd!”  via forlaget FADL. Jeg havde valgt et forlag, fordi jeg var sikker på, at det ville være en blåstempling at udgive via forlag og at jeg dermed var garanteret en masse synlighed og hyldeplads i boghandlerne. FADL var meget imødekommende i processen. Jeg fik besked på, at jeg blot skulle sige til, hvis jeg havde brug for assistance eller havde lyst til at komme ind til dem og skrive. Men det benyttede jeg egentlig ikke rigtigt. Jeg skrev bogen, afleverede manuskriptet og forlaget stod for alt det administrative omkring tryk, boghandlere, pr osv. Jeg stod selv for det meste online markedsføring via mit nyhedsbrev, de sociale medier, min blog osv. Derudover brugte jeg tid på at give et par interviews.

Når man udgiver via forlag, er det meget almindeligt at de fleste aftaler mellem forfatter og forlag er med ca. 15 % pr. bogsalg og forlaget har rettighederne til manuskriptet. Så provisionen er ikke noget, jeg kunne betragte som en mærkbar indkomst. Men ideen var også mest, at bogen skulle bruges som synlighed og jeg havde ikke lyst til selv at stå med omkostningerne og det administrative i processen. Som sagt, så var jeg også overbevist om, at ved at udgive via forlag, så var en af de største fordele, at jeg i et eller andet omfang, var sikker på noget synlighed og hyldeplads i boghandlerne. Men sådan var det ikke, desværre! Konkurrencen er utrolig hård og hyldepladsen er forsvindende lille. Hvis jeg går ind i en boghandler, så finder jeg næsten kun fagbøger udgivet via de etablerede forlag på hylderne. Der er sikkert også et par selvudgivelser, men der er langt imellem. Så vejen til hylderne er sikkert nemmere via de forlag, men pladsen er stadig begrænset til en brøkdel af udgivelserne. En af de ting som jeg i processen “fandt ud af” og ærgrede mig over, var jeg ikke selv havde rettighederne til mit indhold i bogen. Så jeg kunne ikke lege med bogen og lave digitale produkter, e-bog osv. Det kostede mig omkring 150 kr. pr. bog (for min egen bog), hvis jeg ville have ekstra eksemplarer, så jeg kunne heller ikke bare give den væk i flæng, som er lidt nemmere, hvis man har givet omkring 25 kr. pr. bog (som kan lade sig gøre ved selvudgivelse).

Ovenstående indblik i min oplevelse af at udgive på forlag, er jo bare et lille bitte resume. Der er meget mere i det, som jeg kunne berette om. Men jeg var altså blevet en del klogere på, hvad det egentlig indebar at udgive på forlag. Og jeg vil ikke afvise at jeg kunne finde på det igen. Der er både fordele og ulemper, så man må se på, hvad man vil med bogen og hvor mange resurser man har i forhold til administration, økonomi osv.

Da jeg skulle udgive anden gang, var det vigtigst for mig at beholde mine rettigheder og få lavet en prisbillig bog, så jeg kunne lege lidt mere med indhold og bog. Derfor besluttede jeg med det samme, at jeg ville udgive selv, uden at jeg egentlig vidste var det indebar og hvad der var af omkostninger. Jeg fik god inspiration til det at udgive selv i bogen: “Forfatter A/S” (http://www.forfatter-as.dk/) og jeg syntes efterhånden, at der var så mange andre, der udgav selv uden problemer, så det skulle nok gå.

I denne anden artikel kan du i detaljer se hvad jeg havde af udgiftsposter og omkostninger ved at selvudgive.