Fem fokusområder til bedre betalæsning

Langt de fleste forfattere bruger testlæsere eller betalæsere. Har du siddet med din roman i flere måneder og hamret din tekst igennem, bliver du på et tidspunkt blind over for din egen tekst. Har du ingen redaktionel hjælp tilknyttet, kan det altså anbefales at søge betalæsere, enten frivillige eller professionelle. Men hvad er betalæsning? I princippet er det jo en læsning af din tekst med henblik på at give dig respons der kan løfte din tekst. Det er min erfaring, at det kan løfte betalæsningen, både for forfatter og betalæser, hvis opgaven på forhånd defineres, og det aftales hvad betalæsningen skal fokusere på. Betalæsere vil ofte have forskellige styrker og interesseområder, og det vil være fordelagtigt hvis de fokuserer på deres kerneområder.  Jeg deler selv min betalæsning op, og fokuserer på et enkelt emne ad gangen, når jeg betalæser for andre. På samme måde aftaler jeg også, hvad mine betalæsere skal fokusere på, når de betalæser mine tekster.

Fungerer historien
Her tester din betalæser grundlæggende om vedkommende kan lide historien. Fanger den læseren eller falder vedkommende i søvn på side tre?

Plothuller og karakterer
Her tester betalæseren blandt andet om der er plothuller i historien. Er der løse ender der aldrig bliver bundet på sløjfe på? Er personernes handlinger og karakterer troværdige?

Indre logik og sammenhæng
Her tester læseren om der er fejl i historiens logik. Har Bella eksempelvis blå øjne på side 16, skal der altså en forklaring til, hvis hun har brune øjne på side 20.

Sammenhæng med den ydre verden
Her testes om historien har faktuelle fejl. Hører personerne Metallicas Black Album i 1987, eller kører hovedpersonen eksempelvis i 5A på Østerbrogade?

Sproget
Her fokuseres der udelukkende på sproglige opstramninger, uden at det drejer sig om korrektur. Er der for mange fyldord? Er der sætninger der løber løbsk? Fungerer replikkerne? Gentages de samme ord og vendinger i en uendelighed.

Håber du kan bruge mine erfaringer i din egen betalæsning. Og husk, at det allervigtigste ved betalæsning er, at du reflekterer over kommentarerne og kritikken til din tekst uden at føles det som et personligt angreb.