Crowdfunding af bøger – en personlig erfaring

( Dette er en let revideret post af Andrea Hejlskov fra NewPub Facebookgruppen, 3. marts 2013 )

Først og fremmest er jeg fascineret af, at musikindustrien længe har benyttet sig af crowdfunding som metode til dels af finansiere små nicheproduktioner, dels arbejde med den direkte kontakt mellem producent og forbruger af kulturindhold. Samtidig var jeg rimelig betænkelig over at oprette mit projekt – det er meget at træde “frem fra busken” og stille sig selv sårbart derud, måske endda udstille sig selv. Jeg var tilbageholdende med at lave videoer fordi jeg er en orddame og helt ærligt ikke kan finde ud af det der videohejs.

Det gik ret godt de første par uger og jeg er nu mere end 50 % funded MEN princippet i crowdfunding er, at man ikke får en dyt med mindre man når sit fulde mål. Mit mål er at skaffe 50.000 kroner og jeg tænker umiddelbart at det nok er for højt/stort et mål at sætte sig- jeg er alt for nervøs for udsigten til at miste det jeg har rejst af midler indtil nu.

Der er to forhold jeg tænker der måske er specifikt forfatteragtige i forhold til det crowdfunding.

1. Det er sgu vigtigt med de videoer der og det betyder at man skal tænke sin tekst visuelt- og det er måske nok en udfordring (det var det for mig). Jeg valgte at lave en video hvor jeg præsenterer mig selv og mit projekt samt en video hvor jeg læser op af kapitel 1 (og så har jeg smidt en masse privatfotos ind). Du kan se den video her: http://www.youtube.com/watch?v=Ic1lu9y75u0&feature=youtu.be

2. Det er meget “salgs”agtigt at holde gryden i kog og absolut grænseoverskridende for mig personligt. Jeg er bange for at spamme/udnytte mit netværk og jeg bryder mig i det hele taget ikke særlig meget om netop denne del af “markedsføringen”. Jeg tænker, at ens rolle som forfatter bliver meget udfordret fordi du lige pludselig skal håndtere elementer af markedsføringen som ikke er præsentation og interviews- men hardcore salg. Ubehageligt, synes jeg. Du kan læse mine tanker om crowdfunding som alternativ økonomi her: http://andthepioneerlife.wordpress.com/2013/03/03/crowdfunding/

Noget der til gengæld har været ret fedt er den måde dedikerede læsere har varetaget mit projekt på. Det har været ekstremt motiverende og direkte dejligt at opdage hvor mange der faktisk er investede i mig som forfatter og gerne vil hjælpe. På den måde synes jeg crowdfunding udvider både relationen til min læser og min egen oplevelse af min “gerning”.

Jeg er ikke sikker på at jeg gør det igen dog- jeg synes jeg er lidt for meget på udebane og så har jeg virkelig reelt set noia over ikke at nå mit mål inden de næste 37 dage er gået. Projektet har fyldt meget i mit liv, sat en dagsorden og det er irriterende at gå at have noia. Jeg har aldrig søgt om legater og fonde til mine skriveprojekter før- men i forbindelse med forårets store satsning (jeg vil gerne kunne leve af det her) sendte jeg ansøgning til Statens Kunstråd. Skal jeg sammeligne de to måder at søge finanser på synes jeg egentlig at crowdfunding principielt er federe- fordi det er demokratisk og det er direkte kontakt mellem forfatter oglæser men jeg må indrømme at jeg synes det er NEMMERE at søge Statens Kunstråd. Hvad angår sandsynligheden for at få midler fra de to forskellige måder at søge på så tror jeg det står rimelig fifty/fifty lige nu. Det er en usikker og halsløs gerning at søge midler!

Her er mit crowdfundingsprojekt inde på booomerang. Jeg ville da være et skarn hvis ikke jeg opfordrede dig til at dele det i dit netværk 😉

http://www.booomerang.dk/projects/and-the-great-escape/

Over and out.

Andrea Hejlskov