Om korrektur – af en korrekturlæser

At læse korrektur på en tekst bør efter min mening både ske, inden en tekst sendes til sats, samt inden den går endegyldigt i trykken eller udgives som e-bog. Grunden til, at det bør gøres i to omgange, er kort, fordi der i den tekniske omgang med teksten kan opstå nye fejl i teksten. Ikke mindst af teknisk karakter så som forkerte orddelinger, forrykning af afsnit, umarkerede overskrifter, forrykning af sidetal (hvilket i særlig grad er alvorligt, når man for eksempel har et noteapparat bagest i bogen, der skal passe præcist med sidetallene) etc.<!–more–>

Men den grundlæggende korrektur, som bør laves før sats, drejer sig dels om tegnsætningen, dels om det sprogligt-grammatiske.

Her vil jeg prøve at komme så langt omkring disse to niveauer af korrekturlæsningen, som det er muligt i kort form og derfor kun bør opfattes som vejledende, ikke udtømmende!

Tegnsætning

At sætte tegn i en tekst har grundlæggende den funktion at hjælpe læseren til at navigere på bedste måde gennem teksten, så betydningen af det skrevne ikke misforstås. Dertil kræves, at den, der læser korrektur, har et indgående kendskab til de gældende grammatiske regler for det danske sprog. Det største og bedste hjælperedskab, der findes, er Retskrivningsordbogens (alt)omfattende samling af grammatiske regler, som også ligger frit tilgængeligt på nettet via linket www.sproget.dk.

Tegn i en tekst er ikke kun punktum, det famøse komma, semikolon, kolon, spørgsmålstegn, udråbstegn apostrof, citationstegn etc. Det er fx også forskellen på anvendelsen af bindestregen (den korte) og tankestregen (den lange). Det er, om første bogstav efter et kolon skal staves med stort eller lille begyndelsesbogstav. Det er, om der skal være luft mellem et ord og de efterfølgende tre punktummer … eller ej etc. Som korrekturlæser skal man være som en sporhund, der har snuden dybt begravet i hver eneste skrevne linje, hvert eneste trykte tegn på linjen. Og man skal have antennerne ude på forskellige niveauer samtidigt. For tegnsætningen er medbestemmende for betydningen af det læste.

Det sprogligt-grammatiske

Stavningen er i dag nærmest at betegne som det mindste problem, når der skal læses korrektur. Her har man dels stavekontrollen, dels ordbogsopslag at støtte sig til, når man er i tvivl om et ords stavemåde. Her vil jeg dog fremhæve to ting: dels vigtigheden af altid at have styr på, hvordan fx egennavne skal staves, og at stavningen er konsekvent gennem hele teksten, dels konsekvens gennem hele teksten i valget af stavemåde i tilfælde, hvor der er valgfrihed (et typisk eksempel kunne være, om man staver selvom i et eller to ord). Konsekvens i denne slags valg er rigtig vigtig for læserens ikke mindst visuelle oplevelse af teksten!

Men at læse korrektur med det sproglige for øje drejer sig også om et hav af andre potentielle fejltyper: overensstemmelse mellem køn, tal og kasus; sammensatte ord (og regler for anvendelse af bindestreg(er) i den forbindelse); ord, der kan/skal skrives i et eller to ord (fx indenfor – inden for); overflødige ord, der skal slettes; anvendelsen af de rigtige ord i faste vendinger og ordforbindelser (det hedder fx dels …, dels …; både-og – IKKE: både-men også); overflødige gentagelser af ord eller dele af en sætning; forveksling af småord som fx af og at; forkerte endelser; forveksling af hans/hendes med sin; sammenblanding af adjektiviske former og verbalendelser etc., etc.

Der er ekstremt mange faldgruber, mange regler at holde styr på. Derfor er mit allerbedste råd, at man aldrig er skråsikker med hensyn til sin egen viden, men hellere slår ordet og/eller den grammatiske regel op en gang for meget end en gang for lidt.

Til dette formål vil jeg stærkt anbefale anvendelsen af følgende ord- og håndbøger:

Retskrivningsordbogen fra 2012 (den rummer nu også anvisninger for rigtige orddelinger, som kan bruges i korrekturlæsningen efter sats). Den Danske Ordbog (som ligger på nettet; den dækker dansk sprogbrug fra ca. 1950 og frem til i dag; den er ikke normstyrende, men er god som supplement til Retskrivningsordbogen, blandt andet fordi den har etymologiske forklaringer med, visse grammatiske informationer samt en hel del eksempler på faste vendinger, som et specifikt ord indgår i).

Ordbog over det danske Sprog (også på nettet; god til ord og sprogbrug, der stammer fra før ca. 1950).

Politikens Håndbog i Nudansk (er god som overskueligt opslagsværk i forbindelse med en del typiske tvivlsspørgsmål vedrørende sprogligt-grammatiske regler).

Den Store Danske Encyklopædi (kan med fordel bruges til at tjekke stavemåden på rigtig mange egennavne).