Noget om MOMS, SKAT, registre og andre lyksaligheder – for begyndere

Målgruppen for dette indlæg er vel nærmest de forfattere, der overvejer at blive selvudgivere, men andre må da gerne læse med.
Scenariet er altså følgende: Du er om føje tid færdig med at skrive din bog og efter igennem længere tid at have fulgt med på NewPub, og har set, hvordan andre er gået frisk til sagen, og er blevet deres egne ”herrer”, så tænker du: ”når andre kan, så kan jeg også”.

Herefter skal du som udgangspunkt tage stilling til fire grundlæggende spørgsmål:
1) Skal det, at skrive, gøres til mit erhverv, eller skal det blot være en hobby?
2) Hvis jeg etablerer eget forlag, hvilken juridisk form skal det så have?
3) Skal jeg lade mig MOMS-registrere?
4) Hvad med skatten, hvis jeg kan etablere et overskud? – Hvis modsat, hvad så?

Så nu tager vi det helt lavpraktisk – NO PANIC!, selvom der kan være en del detaljer i indlægget:

Ad 1) Her er først spørgsmålet ganske enkelt: Skriver jeg og udgiver bøger for sjov og tidsfordriv, eller ser jeg et levebrød, eller et væsentligt tilskud til min nuværende indkomst, i det?
Den skattemæssige forskel i svaret drejer sig om, at hvis jeg udkommer med et underskud i den første usikre tid, kan jeg så trække det fra i min øvrige indkomst (løn, honorarer, pension, understøttelse o.s.v.)?
Og kan jeg afskrive på de involverede aktiver?
Her er SKAT ret restriktive, før de giver dig lov til det. SKAT stiller to hovedbetingelser, når de afgør, om du blot driver en hobbyvirksomhed, eller om du reelt er selvstændigt erhvervsdrivende. Og de to hovedbetingelser er:
For det første om virksomheden drives intensivt og professionelt på et vist overbevisende niveau, og for det andet, om virksomheden har udsigt til at give økonomisk overskud indenfor en rimelig tidsramme.

SKAT ser på en lang række samlende faktorer, hvis du bare buldrer derudaf med underskud år efter år. Du skal regne med, at de senest efter tredje underskudsår kommer efter dig og stiller nærgående spørgsmål, som for eksempel:
• om budgetter, planer, driftsform m.v.
• om hvilke indkøringsvanskeligheder, der har forårsaget underskuddet/-ene.
• om der før starten af virksomheden har været foretaget undersøgelser med henblik på udsigterne til lønsom drift.
• om ejeren har særlige faglige forudsætninger for at drive virksomheden, og om virksomheden har en naturlig sammenhæng med ejerens eventuelle andre indtægtsgivende erhverv.
• om der er andre end erhvervsmæssige formål med virksomheden.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at uanset hvilke opklarende spørgsmål SKAT stiller, er det dig, der har bevisbyrden og skal løfte den, hvis du står fast på, at det ikke er en hobby.
Hobbyvirksomheder skal ikke MOMS-registreres, men overskuddet skal selvangives under selvangivelsens punkt 20, efter at du naturligvis har fratrukket udgifterne fra indtægterne.

Ad 2) Eget forlag kan selvfølgelig etableres i selskabsform, hvilket fjerner den personlige hæftelse overfor kreditorerne. Men det springer vi over her, og koncentrerer os kun om enkeltmands-virksomheder, hvor ejerne hæfter personligt overfor kreditorerne med alt, hvad man ejer og har.

Ad 3) MOMS-registrering kan undlades indtil din omsætning (altså ikke dit overskud, d.v.s. indtægter minus udgifter) når 50.000 kr. indenfor 12 måneder (ikke kalenderår). Regner du med fra begyndelsen at omsætte for over 50.000 kr. (stadig indenfor de første 12 måneder), f.eks. hvis du har fået etableret bindende aftaler med diverse afsætningskanaler, skal du MOMS-registreres senest 8 dage før, du aktiverer din virksomhed.
Det bliver du via www.virk.dk (Det Centrale Virksomheds-register), der tildeler dig et CVR-nummer.
Men forinden du gør det, skal du vælge en branchekode. Den får du, ved at gå ind på www.branchekode.dk og selv vælge den branche, du vil operere i. I vores konkrete sammenhæng bliver der oftest tale om koderne:
58.11.00 ”Udgivelse af bøger”, – eller
90.03.00 ”Selvstændig forfattervirksomhed”
Når du herefter går ind på www.virk.dk, skal du logge ind med NemID. Så har du ikke det, må du oprettes og hente et nøglekort hos www.nemid.nu, og regn med, at der kan gå mindst 8 dage, før det er fremme hos dig med posten.
I registreringen hos virk.dk angives tillige nummeret på din Nem-konto. Men der findes inde på virk.dk udmærkede vejledninger, der kan guide dig igennem.
Gå også ind på: www.startvaekst.dk – her kan du hente supplerende viden.

Du kan finde supplerende viden om hobbyvirksomhed contra erhvervsmæssig virksomhed på: www.skat.dk/SKAT.aspx?old=102504

For nylig så jeg inde på NewPub, at en kollega mente, at når man ikke er MOMS-registreret, og altså ikke opkræver moms, så kunne man sælge sine bøger billigere. Det er en misforståelse, som nedennævnte to regneeksempler viser.
Vi tager udgangspunkt i følgende ens elementer i begge eksempler:
1) Bogtrykkeren fakturerer dig en stykpris pr. bog på 50,- kr. Han er MOMS-registreret.
Du beslutter dig til, som forfatter/forlægger, at ville tjene 50,- kr. pr. bog.
2) Boghandleren vil have en avance på 30% af sin nettoindkøbspris. Han er også MOMS-registreret.
(Blæs på afrundinger her i eksemplerne).

Finns oversigt

Ad 4) Så kommer vi til det med skatten. Her skal du undgå at gå i B-skattefælden. Den går ud på, at hvis du lader dig MOMS-registrere, og ikke får indføjet et skønnet overskud på din forskudsopgørelse, så kan du risikere, at SKAT ”dømmer” dig til et forventet overskud på f.eks. 100.000 kr. og derefter sender dig en stak girokort med et forskudsskattekrav til løbende indbetaling i overensstemmelse hermed.
Så vær meget forsigtig her og anmod eventuelt om et vejledningsbesøg af en medarbejder fra SKAT. Du kan også deltage i SKATs informationsmøder og spørge løs, hvis du er meget i tvivl om væsentlige dele af reglerne, eller hvis dine samlede indkomst- og fradragsforhold er mere komplicerede end som så.
Lader du dig imidlertid ikke MOMS-registrere, kan du vente med at angive et eventuelt overskud til din foreløbige årsopgørelse foreligger.
Hvis du selv er i tvivl om, om du driver hobbyvirksomhed eller erhvervsmæssig virksomhed, så sørg for undervejs systematisk at samle dokumentation til eventuelt senere brug.

Vær så i øvrigt opmærksom på, at der findes en særlig beskatningsordning for kunstnere og forfattere. Den går ud på, at indkomst fra et litterært eller skabende kunstnerisk arbejde kan beskattes efter en særlig ordning, sådan at en del af beskatningen udskydes. Det kan være en fordel, hvis din indkomst svinger meget fra år til år.
Indkomsten opspares på en bunden konto mod betaling af en foreløbig skat på 25%. Når du senere hæver fra kontoen, sker den endelige beskatning af indkomsten.
Der kan opspares mellem 5.000 kr. og 587.000 kr. år (2012), men kun hvis du, udover beløbet til opsparing, har en skattepligtig indkomst over 176.400 kr. (2012). De samlede indskud på kontoen kan højst udgøre 587.800 kr. (2012).
Du behøver ikke være selvstændig erhvervsdrivende, men kan også være honorarmodtager eller have indtægter fra en hobbyvirksomhed for at anvende denne ordning.

Konklusion og anbefalinger
Som ny forfatter bør du starte forsigtigt, indtil du får føling med markedet, og får en rimelig sikker fornemmelse af dine afsætningsmuligheder.
Vent med at lade dig MOMS-registrere til du ser, om du bliver en bragende succes, eller du må nøjes med familie, venner og bekendte som din kundekreds.
Vær for alt i verden omhyggelig med din bogføring; du kommer langt med en almindelig kassebog.
Ellers kan du i mange spørgsmål hente hjælp hos iværksætterportalen www.amino.dk

God fornøjelse med det hele.

Personlig rådgivning ydes
FH Juridisk Rådgivning og Assistance
Tlf. 26221286
Juraraad@post.com