Piratkopiering kan ikke stoppes

I de sidste tre årtier har en konceptuel krig raset. Det er the war on piracy – krigen mod piratkopiering. Det startede med computerspil og software-programmer, siden kom musik og film, og i disse år kæmper forlag og boghandlere den samme krig. Lad os nu en gang for alle slå fast: Piratkopiering kan ikke stoppes

Den ene part i konflikten er kunstnernes repræsentanter: software-firmaer, spil-udgivere, pladeselskaber, film-selskaber og forlag. Den anden part, dem krigen bliver ført mod, er sværere at definere. Det er “pirater” – folk der laver eller bruger “piratkopier”. En undersøgelse lavet af Akademikernes Centralorganisation giver et bud, ud af et repræsentativt udsnit af specialeskrivende akademikere svarede 87 procent at de downloader illegitime kopier fra nettet, og de sidste 13 procent svarede at de ville gøre det hvis de kunne finde ud af det tekniske. Dette antyder at “piraterne”, altså dem krigen bliver ført imod, er identisk med disse industriers målgruppe og forbrugere.

Krigen imod piratkopiering er ganske enkelt en krig der ikke kan vindes. Modstanderne, altså “piraterne” eller forbrugerne spiller ikke efter de samme regler som de krigsførende. Vi har at gøre med forskellige opfattelser af hvad der er socialt acceptabelt, lovligt og ulovligt. Industrien og kunstnerne føler at de bliver berøvet – at folk stjæler deres produkter uden at betale den retmæssige pris. Den store tavse masse af forbrugere der downloader illegitime kopier, derimod, føler ikke at det de gør er amoralsk eller forkasteligt. Dette er et paradoks, og der er brugt meget tid og energi på at løse det. Men ligesom krigen ikke kan vindes er der ikke noget der kan løses – den illegitime fildeling kan ikke stoppes, forhindres eller nedkæmpes. Dette er den digitale kulturs imperativ: hvis der er efterspørgsel efter et produkt, så vil det blive kopieret og downloadet illegitimt.

Imperativet er simpelthen et grundlæggende vilkår for at sælge digital kultur. Årsagerne er  henholdsvis psykologiske og tekniske: Psykologisk opfattes det ikke som amoralsk eller forkert at kopiere f.eks en cd man allerede ejer – det opfattes som en ret og det er netop lovligt: “…at fremstille enkelte eksemplarer i digital form … når det udelukkende sker til personligt brug for fremstilleren eller dennes husstand” (loven om ophavsret, §12). Det er sædvane at låne musik, film og bøger til og af hinanden, og når man har alle disse ting i digital format er det lige så naturligt at ”låne” ud til venner og bekendte, blot er lånet teknisk set en kopi. Men i handlingen og dermed i opfattelsen af hvad der socialt acceptabelt, er det ikke anderledes end hvad man altid har gjort. Og at det er ligitimt at lave en kopi til din samlever, men ikke din bedste ven er ikke åbenlyst uden detaljeret kendskab til loven om ophavsret.

Situationen er en smule anderledes med produkter man anskaffer illegitimt på nettet. Det faktum at der ikke er forskel på original og kopi er her definerende for hvordan man opfatter moral og love. Den enkelte kopi mister sin værdi som en ting i sig selv på en meget grundlæggende måde: Da det digitale produkt kan reproduceres fascimilt i et uendeligt antal eksemplarer bliver kopien i sig selv værdiløs. Psykologisk bliver det faktum at du ved at tage en kopi ikke stjæler noget, at der ikke er nogen der mister noget fysisk,til at kopiering ikke opfattes som lovbrud i stil med tyveri.

Et andet aspekt i den sociale accept af illegitim fildeling er at hvis forbrugere har nemmere adgang til illegitime kopier end til originale produkter, vil de til enhver tid retfærdiggøre en illegitim download i retfærdig harme over producenternes manglende fornemmelse for kundernes behov. Der er et utal af eksempler på situationer hvor dette fænomen kan opstå, men især manglende udbud og høje priser er udslagsgivende.

Den tekniske årsag til det digitale imperativ er at den illegitime fildelings infrastruktur har været på plads og velfungerende for alle med en lille smule teknisk snilde uafbrudt siden internettets begyndelse, det vil sige længe før producenterne har haft digitale produkter at sælge. Og lige så snart teknologien har muliggjort det, har alle kunne downloade al musik, alle spil, alle film, alle programmer og nu også al litteratur.

Disse psykologiske og infrastrukturelle aspekter af illegitim fildeling gør det til en folkesport, noget som stort set alle har gjort, eller har haft berøring med i et eller andet omfang. Nogle downloader måske flere film om ugen og ser illegitime kopier af tv-serier hver dag, andre er måske nogens morfar hvis barnebarn har “lånt” dem kopier af film der ikke umiddelbart er til at få fat på.

De etablerede industrier har alle dage haft svært ved at acceptere det digitale imperativ (se f. eks. rettighedsalliancen), og deres automatreaktion har været en aggressiv kamp imod illegitime fildelere. Industrien opfatter denne brede gruppe som fjender og kalder dem konsekvent for ”pirater”. Denne aggresive reaktion er logisk og fornuftig set fra den analoge forretnings-logik disse industrier er opstået i. I analog logik bliver industrien bestjålet når folk downloader illegitime kopier, det er også det man får at vide når man ser en dvd: “downloading pirated films is stealing”. Men det er netop ikke tyveri – som anført ovenfor har en kopi af et digitalt produkt en fysisk økonomisk værdi på nul, og der er ikke nogen der bliver bestjålet. Der er heller ikke store grupper af organiserede tyvebander i Danmark der tjener penge på illegitim fildeling. Tværtimod, de folk industrien forfølger er industriens egen målgruppe og kundegruppe. Der er så mange problemer forbundet med aggresiv forfølgelse af sin egen kundegruppe forretningsmæssigt set, at det er overraskende at det foregår i så stor stil som det gør.  I det følgende vil nogle af disse problemer bliver skitseret.

En af de største problemer er at de traditionelle metoder der er blevet taget i brug for at komme illegitim fildeling til livs går ud over de facto betalende kunder. Problemet er DRM, Digital Rights Management – kopisikring på dansk. DRMs eneste funktion er at begrænse de muligheder man har med et produkt, lovlige som ulovlige. Helt grundlæggende forhindrer DRM et produkt i at virke. Legitime kunder skal så have et eller andet der får produktet til at virke igen. Det har illegitime kunder ikke og produktet regnes dermed for kopisikret. I virkeligheden ser folk der illegitimt downloader aldrig noget til kopisikringen, da den bliver fjernet af folk med teknisk snilde. DRM chikanerer med andre ord udelukkende den betalende kunde, og dermed er den illegitime kopi et bedre produkt end det originale.

Et eksempel herpå er ADEPT, en kopisikring der benyttes på ebøger. Med den kan man kun få adgang til den indkøbte ebog hvis man registrerer sig hos et specifikt amerikansk firma og bruger et specifikt program. Dernæst er bogen begrænset til læsning på et bestemt antal maskiner og flere ebogslæsere kan ikke få adgang til filen. Hvis du mister din ebog, eller dine maskiner går i stykker, er du nødt til at købe ebogen igen. Hvis man i stedet downloader samme ebog illegalt kan man bruge bogen som man vil. Den illegitime kopi er et bedre produkt.

Der er to grundlæggende implikationer af dette: Den første og mest åbenlyse er at DRM ikke virker – den forhindrer ganske enkelt ikke et produkt i at blive lagt ud til fri download, renset for DRM og bedre end det originale, tværtimod. DRM opfylder ikke sit formål – DRM er formålsløst.

Den anden implikation er at man chikanerer sine legitime kunder rent praktisk ved at give dem et begrænset produkt, og dernæst udsætter dem for en psykisk aggression ved helt ublu at kriminalisere dem. Hver eneste gang en kunde må ændre adfærd på grund af DRM antydes det at kunden er næsten kriminel og så suspekt at vedkommende skal straffes lidt for en sikkerheds skyld. At en salgsbaseret industri systematisk truer sine kunder er en god målestok for bizarro-nivauet når man ikke respekterer det digitale imperativ.

Et eksempel på denne kriminalisering er skrækkampagnerne man ser i biografer og på dvd’er: De viser at folk der downloader illegale kopier er at sammenligne med kriminelle tabere der lige så godt kunne stjæle biler og dametasker. Her skal ikke diskuteres om skrækkampagner virker eller ej, men det er symptomatisk at de eneste der ser de kampagner er folk der lovligt og legitimt netop har betalt for produktet –  købt en biografbillet eller en dvd. Hvis du downloader en film illegitimt ser du ikke skyggen af sådanne trusler. Også på dette punkt er den illegitime kopi et bedre produkt.

I stedet for denne aggressive kriminalisering af egne kunder er den bedste strategi for producenter og udbydere at acceptere det digitale imperativ som et vilkår på markedet og bruge energien på at lave et bedre produkt. For der er håb:

For det første, viser flere undersøgelser at de fleste mennesker faktisk gerne vil betale for et produkt de forbruger hvis de får muligheden. Det var i mange år problemet for musikindustrien, den kæmpede så voldsomt imod den digitale revolution at download af illegitime kopier var den eneste mulighed hvis man ville have musik i digital format. Som nævnt tidligere er det almen accepteret praksis at downloade illegitime kopier hvis ikke de originale produkter er lige så tilgængelige som de illegitime. I det øjeblik et originalt produkt er mere eller lige så tilgængeligt som et illegitimt tilsvarende, forsvinder et centralt element af den psykologiske retfærdiggørelse af illegitime downloads.

For det andet er illegitime kopier tit ikke særligt gode produkter. Kvaliteten og formaterne er stærkt varierende, udbuddet er ikke overskueligt og helt grundlæggende er udbydere af illegitime kopier utroværdige og IT-sikkerhedsmæssigt farlige. De eneste fordele ved illegitime downloads er at produkterne er tilgængelige og gratis.

Som imperativer siger, vil der altid være nogle der downloader et populært produkt. Sådan er det bare. Betragt det som gratis markedsføring, for hvis man laver et bedre og mere tilgængeligt produkt end en tilsvarende illegitim kopi – så vil mange betale for det. Og for de flestes vedkommende, ligefrem foretrække at betale for det.

Dette fører os til hvad den digitale revolution i virkeligheden handler om, for det er ikke illegitime downloads, pirater, sørøvere og fattige kunstnere der går fallit. Al denne ballade er et naturligt følge af paradigmeskiftet fra analoge til digitale produkter – det er altid svært når noget der har været konkret virkelighed ikke er det længere. Men paradigmeskiftet kommer netop ikke fordi at man kan downloade alt muligt gratis – det kommer fordi digitale produkter på mange måder er bedre, smartere og giver nogle andre muligheder end de traditionelle analoge produkter. Men når udbydere og producenter ikke accepterer det digitale imperativ, men i stedet fokuserer på den illegitime fildeling, og starter en krig der ikke kan vindes – så taber de både på kort og på langt sigt. Det samme gør forbrugerne og i sidste ende kulturen.

0 tanker om “Piratkopiering kan ikke stoppes

  1. Annette Buhl siger:

    Tak for et rigtig godt indspark. Som du selv skriver kan et paradigmeskifte ikke foregå uden bøvl og ballade. Det skal gøre ondt, før det kan gøre godt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.