Online “læseprøver” – test af 4 gratis muligheder

Jeg ville gerne lave nogle online ‘læseprøver’ af mine bøger, som jeg kunne linke til fra min WordPress blog eller ‘embedde’ på siden. Jeg fandt 4 ‘leverandører’ af online readers, som jeg valgte at undersøge (de er alle gratis):

1. ISSUU.com
2. FLIPSNACK.com
3. RIIDR.com
4. PDFvisning i browser

1. ISSUU.COM

ISSUU er nem at oprette konto hos, da de kan hente information fra ens Facebook profil.
Ellers kan man gøre det ‘manuelt’. Min oplevelse var, at ISSUU var nem at finde rundt i, og jeg fandt hurtigt ud af at uploade min læseprøve, lave både eksternt link og generere HTML-kode til en embedded version.

Ved den embeddede version kunne jeg godt lide, at ISSUU’s reader lader en bladre igennem bogen i lille størrelse (uden reklame) før man beslutter sig for, at klikke den op i skærmstørrelse (med reklamer).

Fordele:
• Nem at finde rundt i
•    Man kan klikke nej til download, så læseprøven kun kan ses online.
•    Enkel proces for upload og skabelse af læseprøve, få valgmuligheder.
•    Var nemt både at lave link og embedded fil.
•    Mulighed for at bladre i lille udgave af bogen, før man trykker ‘expand’

Ulemper:
•     Der er altid reklamer for andre bøger/blade ved visningen af ens bog.
(ved at betale kr. 120 om måneden kan man dog købe sig fri for reklamerne)

2. FLIPSNACK.COM

Også nem at oprette konto hos, enten med Google eller Facebook konto. Var nem at finde rundt i, uploade til og få genereret læseprøve både med link og embedded HTML-kode.

Fordele:
•    Nem at finde rundt i
•    Nem at lave både link og embedded kode.
•    Mange valgmuligheder ved generering af læseprøve
•    Mange social media buttons som facebook og tweeter

Ulempe:
•    Flipsnacks overtager som udganspunkt skærmen og går direkte i full screen. Det kan godt være lidt irriterende, hvis man gerne lige vil bladre lidt i læseprøven, før man beslutter om man vil se den i full screen.
•    Den embeddede læseprøve laves med Flipsnack reklame, medmindre man køber abonnement til min. kr. 48 om måneden.

3. RIIDR.COM

Riidr’s online reader kan kun bruges, hvis ens e-bog er til salg hos Riidr. Hvis man, som i mit tilfælde, vil lave læseprøver af papirbøger, så kan man ikke bruge Riidr

Jeg valgte derfor at lave en test med en af mine ebøger, som er til salg hos Riidr. Men deres system fungerede ikke, så da jeg trykkede ‘se uddrag af bog’, kom der blot en tom skærm på med ‘spinning wheel of death’.

Det tog to kontaktomgange med deres hotline for at få det til at fungere, og selv derefter genererede deres readers den forkerte link adresse til læseprøven.

Hvis man har en WordPress blog, kan man kun bruge Riidr’s reader, når man har installeret wordpress på domænenavnet, men ikke hvis man har en wordpress.com adresse.

Hvis man ser bort fra alle de tekniske problemer, så har Riidr’s reader en rigtig uheldig indstilling, den sætter nemlig side 1 i bogen som en venstreside. Dvs. den skubber hele layoutet i bogen, så venstresider bliver til højresider og omvendt.

4. PDF-visning i browser

Sidste mulighed jeg testede er den mest simple. Man linker direkte til en PDF, man har liggende på sin server, og den åbnes så i et nyt faneblad med browserens indbyggede PDF-læser. Men da de forskellige browsere håndterer PDF’er forskellig, så aner man altså ikke, hvordan en læseprøve bliver præsenteret.

Der er ikke nogen lækre bladre effekter, og bogen vises kun som enkeltside (medmindre PDF’en er lavet i opslag, naturligvis).

Nogle forfattere vil måske gerne forhindre download af deres læseprøve, og det er svært at undgå med denne PDF løsning. Desuden har man her ikke mulighed for at lave en embedded version.

MIT VALG

Jeg har ikke helt besluttet mig endnu, men det bliver enten ISSUU eller PDF-visning.

ISSUU gav, efter min smag, den mest behagelige oplevelse både ved det eksterne link og den embeddede version. Så må jeg lære at leve med reklamerne, da jeg ikke vil bruge kr. 120 om måneden på at købe dem fra. Jeg kan især godt lide, at ISSU giver mulighed for at  bladre i den embeddede version i lille størrelse. (det gør Riidr også, men kun i en enkeltsides udgave, og Riidr’s eksterne version er den, hvor layoutet ombrydes).

Så ISSUU eller Browser-visning for mig … Men du kan selv teste og se, hvad du synes, der virker bedst, på dette link: http://jankjaer.dk/?page_id=250