Om at crowdfunde sin egen bog

I 2013 rejste jeg, via crowdfunding, 50.000 kroner fra mine læsere- og mine potentielle læsere. De 50.000 kr. gav mig mulighed for at koncentrere mig, fuld tid og i nogle måneder på at skrive min bog ”Og den store flugt” (www.limfjordsforlaget.dk) Jeg så pengene som et arbejdslegat, jeg så dem som en kolossal anerkendelse og en direkte opbakning til mit arbejde- men jeg så dem også som en del af en tendens hvor der er en mere direkte relation mellem producenten af kultur og modtageren af kultur.

Her kan du læse mere om mine erfaringer med crowdfunding og du kan få et overblik over hvilke ting du skal tage stilling til, hvis du vil starte din egen crowdfunding.

Først lidt baggrund ”I gamle dage”- det vil sige før de store forlag og de store boghandlere sad fedt på flæsket og på markedet var det ikke unormalt at en forfatter modtog økonomisk bistand og støtte fra sine læsere. Det kunne enten være via mæcénordninger med typisk rige velyndere– eller via konkrete bidrag til den enkelte bog samt forudbestillinger fra de konkrete læsere. I mange bøger kunne man således finde en ”Tabula Gratia” på de første sider; en liste over bidragsydere og folk der havde støttet bogens tilblivelse.

Som markedet blev monopoliseret uddøde denne ordning stort set. Forlagene begyndte at udbetale forskud og det blev ikke helt ”stuerent” at være ”sponsoreret”.

Hvad er Crowdfunding? Crowdfunding er typisk et projekt som du opretter på deciderede crowfundingsider (f.eks www.booomerang.dk eller www.kickstarter.com). Du fortæller om hvad du søger penge til og hvad bidragsydere får ud af at støtte dig. Bidragsyderne bliver ofte tilbudt såkaldte ”incitatementer”- f.eks at få bogen tilsendt før den rammer gaderne, forordet eller en særlig dedikation, nogle af dine ældre bøger m.m. De fleste laver en video hvor de præsenterer deres projekt.

I princippet kan du forsøge at rejse så mange penge som overhovedet muligt men typisk ligger bogprojekter på mellem 10-50.000 kroner.

Du beder altså dine læsere- direkte- om at støtte dit arbejde som forfatter, enten ved at de forudbestiller din bog eller ved en større eller mindre økonomisk ”gave”.

Hvad er Crowdfunding ikke Crowdfunding er ikke en åben pengekasse for enden af en regnbue i en mark af blomstrende blomster. Crowdfunding er tidskrævende og opmærksomhedskrævende. Crowdfunding er et decideret (og ret stort) stykke arbejde. Du kan ikke regne med at du får de penge du søger om og hvis du ikke opnår dit fastsatte beløb indenfor den fastsatte tidsperiode- modtager du intet. Minus. Ikke engang de penge du har indsamlet indtil da.

Hvad kræver Crowdfunding Det kræver at du afsætter tid til det. Det tager tid at lave en god video og for mange forfattere er det ikke kun teknisk udfordrende men også mentalt set udfordrende. Vi er måske nok vant til at kunne være lidt anonyme og kunne holde os til ordet (hvor vi føler, vi har en form for kontrol, måske)- men sådan er det ikke med Crowdfunding. Du er ”out there” og du må give alt hvad du overhovedet har- ikke mindst på de sociale medier.

Der er mange, både projektmagere og bidragsydere der er forvirrede over crowdfundingsfænomenet. Vi er ikke vant til crowdfunding herhjemme og der er mange der forveksler det med en form for tiggeri i stedet for en konkret ydelse eller et konkret produkt som man så at sige ”køber” ved at støtte. Du har med andre ord, også en stor formidlingsopgave foran dig.

Ting du skal være opmærksom på

Det er ikke nok at oprette et projekt og så sætte sig ned med hænderne i skødet. Hver eneste dag må du reklamere for dit projekt, du må involvere alle du kender og optimalt set få venner, bekendte, læsere og potentielle læsere til at være ”ambassadører” for dit projekt.

Det er min personlige erfaring at du derudover også skal forberede dig på noget af en følelsesmæssig rutchebanetur. Det svinger lige fra totalt eufori til total opgivelse. Det er hårdt at crowdfunde, følelsesmæssigt, fordi du er enormt investeret i det og fordi der også er noget skam forbundet med tanken om, at det måske ikke lykkes.

Hvordan gør man det? Hvordan man involverer folk? Det gør man ved at være åben. Inddrage dem i processen. Det er ikke min erfaring med crowdfundingsprojekter, at man får det store ud af at spille cool, især ikke hvis man ikke er det. Mennesker relaterer sig følelsesmæssigt til hinanden. Så appellér til dine omgivelser- men samtidig skal du passe på, at det hele ikke kommer til at handle om dig. Folk støtter ikke en bog fordi du altid har drømt om at skrive en bog. Især ikke, hvis de ikke kender dig. Og folk støtter ikke halvfærdige, uklare, vage eller forvirrende projekter som de ikke har en chance for at gennemskue kvaliteten af. Med andre ord: det skal handle om dig- men det skal ikke handle alt for meget om dig. Hvad kræver det? Crowdfunding kræver en del, men ikke alle, af disse underpunkter:

1. At du har en trofast og loyal læserskare 2. At du har en ekstremt god ide 3. At du er istand til at formidle din ide og dit projekt på en fængende måde. 4. At du har is i maven. 5. At du researcher. Grundigt. Se hvad der har virket for andre. 6. At du øver dig i at bede om noget og i at tage imod noget 7. At du investerer dig selv og risikerer noget 8. Tid, tid, tid. Og stædighed. 9. At du leverer varen.

Hvad jeg gjorde Jeg oprettede et projekt på booomerang: http://www.booomerang.dk/projects/and-the-great-escape/ uden helt at vide hvad jeg lavede. Først lavede jeg en video hvor jeg læste op af mit manuskript, det virkede ikke helt godt så jeg lavede en ny video hvor jeg mere overordnede introducerede min ide.

Jeg har i mange år været forholdsvis aktiv på de sociale medier og det viste sig, i forbindelse med min crowdfunding, at have været en virkelig god investering (selvom det ikke var derfor jeg var der). Min indsats foregik primært på facebook fordi jeg ikke er tilstede på andre sociale medier.

Jeg fortalte min venner, at jeg var ked af at spamme dem men at det her projekt virkelig betød noget for mig. Mine venner sagde, at jeg bare skulle spamme løs og så begyndte de selv at spamme deres venner. Jeg oplevede at den første uges tid virkelig var en rus og jeg chekkede nærmest hver time hvor mange penge der var gået ind. Efter et stykke tid holdt der op med at gå penge ind – så min mand og jeg fandt på, at tilbyde alle folk der delte linket, at de kunne blive photoshoppet ind på et billede af mig, så det så ud som jeg krammede den. Når jeg derefter taggede dem der havde delt linket og havde en dialog med dem om hvor fjollede vi så ud på billederne, dukkede dét billede jo op i deres venners venners newsfeed.

Uden at jeg havde gjort noget decideret for det, begyndte en række bloggere at skrive om mit projekt. Det var virkelig en milesten for efter det begyndte min kampagne at have sit eget liv rundt om på nettet og bidragsyderne kom fra cirkler jeg ikke havde nogen direkte kontakt til.

Jeg tror at disse ”fremmede” bidragsydere støttede mit projekt mest på grund af den historie jeg havde at fortælle.

That´s it. Jeg tror ikke at jeg ville være istand til at rejse så stort et beløb igen til en bog men faktisk, set i bagspejlet, var det overhovedet ikke pengene der betød mest. Det var dét, at nogen havde støttet mig, troet på mig, investeret i mig. Det gjorde mig ekstremt ydmyg og taknemmelig og min efterfølgende bogproces blev virkelig mærket, på den gode måde, at mit crowdfundingsprojekt. Jeg gjorde virkelig mit bedste – jeg følte virkelig at jeg SKYLDTE nogen at skrive en kanongod bog og det var en konstant motivator, selv når jeg var ved at hænge mig selv af selvlede, selv når jeg var ved at brække mig over mit manuskript. Jeg blev ved og blev ved og blev ved… og nu er bogen færdig, mine bidragsydere får tilsendt bogen, jeg har dedikeret forordet til dem og til dem der donerede særligt mange penge sender jeg snart en digtsamling. Du kan bestille min bog her: www.limfjordsforlaget.dk og det synes jeg helt klart at du skal gøre. Smiley.