– New Publishing – netværket for forfattere og bogfolk

DET ER VIGTIGT AT DU LÆSER DEN HER LILLE INTRODUKTION – for så bliver det både sjovere, nemmere og mere udbytterigt at deltage i netværket:
*********************

NEWPUBS FORMÅL: 

NewPub gruppen er stiftet i 2011, som et åbent, kollegialt forum for forfattere og alle som arbejder med forfattere og bøger. Endnu ikke udgivne og ‘hobbyforfattere’ er meget velkomne, men det er professionelle standarder for udgivelse til bogmarkedet, der er vores målestok.

Idéen med NewPub er, at vi gensidigt og uegennyttigt deler vores viden og erfaringer om produktion, udgivelse og forretningsforhold med bøger, for at hjælpe hinanden med at lykkes bedst muligt – med alle de muligheder der i dag findes i bogmarkedet. Og for at spare hinanden tid, penge og ærgrelser.

SÅDAN BRUGER DU HOVEDGRUPPEN: 

Du kan frit spørge gruppen om alt inden for de nævnte rammer – og du kan generelt regne med at få gode og hurtige svar. Ofte kan du med fordel læse tidligere opslag på gruppen, og mange opslag er ‘tagget’ med emneord, som du kan klikke på i Facebookgruppens emneords-liste for at filtrere relevante opslag frem. Jeg håber du tilsvarende vil hjælpe os andre, når vi spørger om råd med ting, du har forstand på eller erfaring med. 

Du må også meget gerne dele relevant viden, artikler og websites med os andre, men tilføj altid en introduktion om linkets relevans for netop os i NewPub. Uforklarede links slettes. 

Vi kommer med mange forskellige baggrunde og forudsætninger. Vi er alt fra digtere til forskere og alle slags bog-professionele. Så forklar dig, når du spørger om hjælp, vi andre kan ikke vide hvem du er eller hvad du skriver. 

Hold altid en god og venlig tone! Og hjælp gerne andre med at huske det, hvis det lige glipper. Lad være med at bezzerwizze. Jeg smider de ustyrlige ud (men det er meget sjældent påkrævet).

OBS – Alt hvad vi skriver på grupperne er synligt for alverden. Transparens, deling og ordentlighed er kerneværdier i NewPub.  

DET MÅ VI IKKE:

I NewPub beskæftiger vi os ikke med indhold og litteratur. Kun med det praktiske og forretningsmæssige, som er fælles udfordring for os alle uanset om vi skriver fx lyrik eller juridiske lærebøger. 

Reklame, salg, uopfordrede anbefalinger, omtale af egne værker og succesoplevelser frabedes  – med mindre det rummer værdifuld videndeling. Opslag der bryder med dette, slettes uden videre. (OBS: Læs nedenfor om NewPub Opslagstavlen, som har rummeligere regler 🙂 .

Søger du konkret assistance til din egen bog – fx redaktør, grafiker, illustrator, korrekturlæser eller trykkeri, så skal det også ske på Opslagstavlen som omtales nedenfor. Ikke i hovedgruppen, hvor de mange tilbud vil fylde meget, og mangle vigtighed for andre end dig selv. 

VORES ANDRE GRUPPER – som du nu også kan blive medlem af:

NewPub Opslagstavlen – her annoncerer vi dels vores nyudgivne bøger og inviterer til bogreceptioner og relevante arrangementer, og dertil kan opslås møder, kurser, services m.v. med relevans for forfattergerningen. Og så er det her du må efterlyse assistance i form af fx redaktør, grafiker, trykkeri osv. Opslagstavlen er ligesom hovedgruppen et kollegialt forum, så skriv altid oplysende – ikke reklamerende. Læs gruppens fulde regler under ”OM” – når du melder dig ind!

Og endelig, så har vi lokalgrupper over hele landet – meld dig meget gerne ind i dem, som kan være relevante for dig, og mød lokale kolleger både på Facebook og i virkeligheden:

Nordjylland / Midt- og Vestjylland / Syd- og Sønderjylland / Aarhus /
Fyn / Nordsjælland / Midtsjælland / København / Sydsjælland / Bornholm

WEBSITE: 

Her på vores website kan du læse om netværket / fællesskabet, om vores lokalgrupper, vores årlige, store fællesstand på Bogforum og finde links til diverse relevante sites og ressourcer.

MEDLEMSMAIL OG AKTIVITETER:

Ca. 4-6 gange om året udsender jeg en medlemsmail med aktuel og nyttig information. 
Det er også her du skal holde øje, hvis du fx ønsker at deltage på NewPubs store fælles standområde på Bogforum hvert efterår.

STØT OS:

Det er gratis at være med i NewPub. Men det tager rigtig meget frivilligt arbejde at drive netværket, og vi vil meget gerne holde NewPub så fri af kommercielle interesser som muligt, og er derfor afhængige af mange medlemmers hjælpsomhed og af og til måske også økonomiske støtte. 

Vel mødt!
Karsten Pers, stifter

Karsten Pers – proces- og skriverådgiver på fagbøger / non-fiktion
www.karstenpers.dk

NewPub – forfatternetværk 
www.newpub.dk